Hvorfor en julekalender


Hvorfor en julekalender?


Julen er en tid hvor vi gør noget godt for hinanden. I år er vi i en særlig vanskelig situation, pga. virus og nedlukning. Noget der rammer hårdere hos dem, der i forvejen er udsatte. Kontrasterne bliver større. Det bliver tydeligere, at hvis vi ikke gør noget aktivt for at ændre tingene, så ændrer de sig ikke.


Månemænd er et band med livserfaring, med holdninger, aktuelle og kritiske tekster, der relaterer til den verden, der omgiver os. Og der er meget omkring os, vi gerne vil ændre. Eller bare skubbe i en anden retning. Alene er det begrænset hvor meget vi kan rykke, men sammen kan vi gøre en forskel.


Månemænd har derfor lavet denne julekalender, med det formål at bakke op om en række organisationer, som vi mener gør et godt stykke arbejde indenfor de områder, som vores tekster og numre også handler om.

Julekalenderen består af 12 numre. Ideen er, at få dem, der gider lytte til vores musik, til også at hjælpe med at støtte en række organisationer der, på forskellig vis, arbejder for en bedre verden.


Julekalenderens numre er indspillet i vores hjemmestudie i kælderen i Lyngby og i Media Sound på Amager. Da vores hjemmestudie generelt ikke har samme kvalitet som indspilningerne fra Media Sound, vil der være variationer i selve lydkvaliteten af optagelserne.


Men vi håber at det, trods alt, er til at holde ud at høre på. Vi står inde for det hele og håber at du har lyst til at lytte og støtte - og synge med. Og du må meget gerne kommentere på både tekster og musik.


Copyright  © Månemænd 2020 - All Rights Reserved